Der hvor jeg bor er der en del folk der er utilfredse med deres internet, hvilket er super ærgerligt da vi faktisk har en rigtig god type internet.
Jeg vil først give lidt basal information om nogle ting der kan være en del af problemet, og derefter forsøge at komme med mulige årsager og løsninger til at man oplever at have dårligt internet. Det er mit håb at der er nogen der kan bruge mit input til at få løst deres problemer.
Selve forbindelsen
Det første sted der kan være årsag til problemer er hvilken hastighed man betaler for at få. Ens internetforbindelse har det man kalder download og upload hastighed. Det bestemmer hvor hurtigt man henholdsvis kan hente noget data, og hvor hurtigt man kan sende noget data. Det kalder man også for båndbredde.
Hvis du f.eks skal besøge en hjemmeside, streame en video, eller trykker på noget i en app der skal bruge data, f.eks visning af en profil på facebook – så henter du data. Der er det altså din download hastighed der påvirker resultatet. Når du omvendt skal lægge noget op på internettet, f.eks. tilføjelse af nye billeder på facebook eller instagram, så er det altså din upload hastighed der påvirker hvor hurtigt det går.
Hvis din båndbredde er for lav til det du bruger dit internet til, så vil du opleve at din forbindelse er langsom.
Eller hvis der er for mange – i forhold til din båndbredde – der bruger din forbindelse på en gang, kan du også opleve at internettet er langsomt.
Så den første ting du skal finde ud af er, om det du betaler for passer til dit behov. Denne artikel fra Forbrugerrådet Tænk kan give dig uvildig vejledning.
Kablet eller WiFi?
Måden du forbinder dig til din internet boks (kaldet en router) har også betydning for hvordan din oplevelse af dit internet er.
Kabel
Den bedste måde at forbinde sig til sin router er via et netværks kable. Men ikke alle kabler er født lige.
Denne artikel fra av-cables.dk går i dybten med den jungle det kan være at få det rigtige kabel.
Der er forskel på hvor hvor meget båndbredde et netværkskabel har, og om det er skærmet mod stråling ude fra eller ej.
F.eks kan man have et kabel der ikke har lige så meget båndbredde som ens intetnet forbindelse har, det er specielt relevant hvis man har fiber internet, da man her kan få meget høje hastigheder.
Hvis man har et kabel der ikke er skærmet, så vil ens netværksudstyr nogle gang skulle sende/anmode om data flere gange før det ankommer uden fejl.
WiFi
De fleste vælger dog at bruge deres WiFi til at forbinde deres enheder med. Men også her kan der være problemer.
WiFi er radio signaler. Nøjagtig som når du høre radio kan man have knas på linjen. Når det kommer til WiFi, så kan de materialer ens hjem er lavet af påvirke signalet. Hvis du bor i beton byggeri, kan du opleve at få dårligt signal – eller helt at miste signalet – hvis du går fra et rum til et andet. Hvis væggene i dit hjem hovedsageligt består af gips – som hvor jeg bor – er det dog ikke et problem.
Det der derimod kan være et problem når man bor tæt, et sted hvor de individuelle hjem ikke skærmer ret meget for WiFi, er at naboens WiFi kan skabe problemer for dig.
Ens egen router forsøger at koordinere frekvenser med de routere der er inden for rækkevide. Men hvis der er for mange i nærheden, så vil der være “støj på linjen”, og data skal måske sendes adskillige gange før det ankommer hvor det skal.
Desuden har routere også en vis kapacitet i forhold til hvor mange devices – mobiltelefoner, computere etc. – man kan forbinde og stadig have en god internet oplevelse.
Ens internet udbyder giver en ok router. Men der findes mange meget bedre, der vil være i stand til at håndtere flere devices af gangen.
Generelt set har ens internetudbyder ansvaret for kvaliteten af forbindelsen fra ens router, og ud til internettet. Da WiFi kan blive påvirket af hvilket materiale ens hjem er lavet af, og mængden af nære naboer, vil man når man kontakter ens udbyder blive bedt om at teste forbindelse med et kabel.
Jeg har selv arbejdet som supporter i flere forskellige tekniske kundeservices i en årerække. Og min erfaring er – desværre – at de fleste problemer ikke har noget med leverandøren at gøre, men kommer af dårlig eller ligefrem forkert opsætning hos brugeren. I de tilfælde hvor årsagen alligevel lå hos min arbejdsgiver, sendte vi en montør der løste problemet uden beregning.
Det samme gør sig formentlig gældende for din leverandør. Du vil sikkert få at vide at der er risko for egenbetaling. Men såfremt at du har gjort dit, og problemet ikke ligger hos dig vil det ikke ske. Det er noget juridisk de skal sige, så du ikke kan nægte betaling hvis det bliver relevant.
Forhør dig hos din internetudbyder om hvad der gælder for dig, i din specifikke situation.
Hvad kan du selv gøre?
Devices der er på internettet ved hjælp af et kabel, har generelt ikke et problem. Hvis der alligevel skulle være et problem, så kan du evt. prøve med et bedre kabel. Se linket til av-cables.dk’s guide højere oppe. Har man et godt kabel, og har man stadig problemer på det specifikke device, så ligger fejlen formentlig hos udbyderen.
Derfor vil jeg fokusere på WiFI.
Hjemme hos os har vi en del devices der potentielt er på internettet på én gang.
- 4 x mobil telefon
- 4 x egne computere
- 3 x android tv boks
- 1 x nintendo ds
- 1 x arbejdscomputer
- 1 x skole tablet
- 1 x skole pc
- 1 x familie tablet
- 1 x xbox
- 1 x raspberry pi
- ? x gæster
Ud over det har jeg også 4 servers kørende, som der dog er på kablet forbindelse. De belaster også routerens kapacitet til at give internet, og er derfor også en faktor.
Med 18+ devices på WiFi er der stor chance for at den router man har fået fra sin udbyder ikke kan følge med. For at finde ud af om det er tilfældet kan du prøve at koble alle devices fra netværket, undtaget det du har allerflest problemer med og se om du stadig har problemer.
Hvis problemerne er væk, kan du lige så stille og roligt tilkoble flere og flere devices, og se hvornår problemerne dukker op igen.
Hvis det viser sig at du har problemer med internettet p.g.a. mængden af devices man har tilkoblet, kan man overveje om man vil investere i sin egen router. Jeg har selv købt en til omtrent 1700 kr. Man kan nok godt nøjes med en der er billigere, men man skal også passe på man ikke bliver for nærig – ellers risikere du at ende med en ny router der ikke er bedre end den du fik fra udbyderen, pris og ydeevne hænger nemlig tæt sammen.
Hvis det ikke er i dit budget eller du ikke ønsker at købe en router, må du enten skære ned på antallet af devices på dit WiFi, koble ting til via netværkskabel, eller acceptere tingenes tilstand.
Hvis du ikke har særlig mange devices på dit WiFi, eller problemerne ikke forsvinder når du kobler alle undtaget én fra – så kan årsagen være at naboernes WiFi skaber problemer for én – og man skaber formentlig også problemer for deres WiFi.
Som nævnt forsøger routere at aftale hvilken frekvens de bruger. Nogen gange er der bare ikke nok frekvenser, og så må de dele. Det betyder dog, at den samme data potentielt skal sendes mange gange før den når frem, hvilket giver dig dårligt internet.
Der er indstillinger på routeren som kan justeres, der måske kan hjælpe på det. Men det er for kompleks at forsøge at forklare her, da der findes mange forskellige modeller af routere, og det er endnu et komplekst emne at tage hul på.
Hvad så nu?
Det korte af det lange er, at der er rigtig mange grunde til at dit internet kan være dårligt. Jeg har prøvet at skrabe lidt i overfladen, så du måske har fået en bedre forståelse af det hele.
Hvis du oplever problemer med dit internet, så ring til din udbyders tekniske kundeservice, de kan hjælpe med alt den fejlsøgning du har brug for, og de vil kunne hjælpe med indstillinger på routeren der måske kan forbedre ting. Det er bare vigtigt at du følger anvisningerne til punkt og prikke, også selv om du lige har prøvet på egen hånd, eller syntes det virker fjollet det du bliver bedt om.
Hvis problemet er hos dig, vil du kunne få råd og vejledning der passer til lige netop din situation. Og vælger du at følge den, så får du løst dine internet problemer.
I sidste ende, så vil de tilbyde at sende en montør ud og kigge udstyret igennem. Hvis problemerne du oplever faktisk er deres skyld, så vil de blive løst. Hvis det er noget hos dig der forårsager problemer, vil du muligvis blive opkrævet betaling. Men så er det også løst.
Jeg havde selv nogle problemer i starten da vi fik vores nuværende udbyder. Efter at have ringet til den tekniske kundeservice, og fulgt deres fejlsøgning endte det med at der blev sendt en montør ud til mig. Han målte det hele igennem, og fandt en forbindelse i det fælles fiberrum der var sjusket lavet, og som gav mig problemer.
Siden da, har jeg kun mistet internet to gange, én gang da et kabel blev gravet over, og én gang da der var strømafbrud i hele bydelen.
Held og lykke med dit internet!